Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Træerne. Træerne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Tågen i skovene i udsigten.

Sådan svarede du. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Der var noget som åbnede sig. Udsigten var håbfuld. På en mur.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Nordlyset tøver i vores stemmer.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. I den periode: udsigten, stilheden. Havde du kysset en anden?

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Dagene. Ugerne. Vennerne. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.

Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne. Derinde bag bjergene. De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Ikke søge ly i den flod. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Muren omkring ordene.

Dine diamanter lyser i min mund. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Muren omkring ordene.

Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Kalken. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Skyggerne skyggede. Du kan være. Solstorm.

Her er dagen allerede langt foran mig. Det gør noget. Der var en morgen, et stykke af himlen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Sætningerne er. Du foldede dig ind i mine ord.

Nede ved havet.

Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.

Sætningerne er et hav. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

Var der virkelig ild et sted? Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Hvad vil disse knuste sætninger? Lysene lyste. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Brændte det friske løv virkeligt?

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Landet smuldrer, smuldrer. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Dagene. Ugerne. Vennerne. På en rude. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Sletten forvandler sig til mørke og sten.