Sætningerne er et hav. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

Var der virkelig ild et sted? Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Hvad vil disse knuste sætninger? Lysene lyste. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.