I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg skriver dagen igang, stille. Giver det mening? Månens sind. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men

Søge ly i den flod. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Det er bare. Jeg sejlede mellem dine læber. Sms i den lysende sommer. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Om andre byer, andre verdener. De fine hår, længere. Min krop vipper.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Sad jeg alene? Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo! Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ved min ene fod lå

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Din kjole går op i øst og ned i vest.

Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Der lå figner på jorden. Jeg hviskede ind i din drøm. Muren omkring ordene. Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

Bøgerne varslede en kommende tid.

Sad jeg alene?

Jeg bladrer i en tilfældig bog.

I den periode: udsigten, stilheden. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg læste dine linjer. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Hvad? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Giver det mening?

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Og ord, og ord, og.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Indimellem nogle ord. Mørket kaldte vi bare for mørket. Du havde tabt en linje i min drøm. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Hvilken nat fulgte efter natten? Skriv mig ind i dine læber. Hvor længe havde du drevet i vinden? Min krop vipper.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

At tale var blevet uoverskueligt.

…brb… I natten poppede samtalerne op.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Vidste du? Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Sætningerne er et hav. Hvad skal vi med den voldsomme? Blæste det virkeligt? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Men mit sprog er et landskab.