Bøgerne tegnede deres egen retning. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Muren omkring ordene. Og vi vågnede. Bordet vipper. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Muren omkring ordene. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Muren omkring ordene.

Muren omkring ordene.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Var det bare regnen? Under lillahimlens hvælv. Jeg sejlede omkring på alt. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Oppe på bakken. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Dagene. Ugerne. Vennerne. Sætningerne er et hav. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Notesbog. Beskydning. Vi taler om andre betingelser for nærvær.

Oplæsning for intetheden. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Hvor længe havde du drevet i vinden? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg læste dine linjer. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Derinde bag skoven. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.

Jeg sejler: alting sejler! Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Der var noget som.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Og vi vågnede. På en rude. Det dybeste af alt er huden? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Jeg kyssede en vinters nattemørke.

Notesbog. Beskydning. Ormene i det stille sand og nede i jorden.

Afsavn. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Ordene, syrlige rifter af blod. Sandøjne. Afsindighed. Udsalgsvarer. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Er du på den anden side? Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Vi stod og lyttede. De matte hemmeligheder inde i træet. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg har skrevet et kort til dig. Sandøjne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. De. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Det var ikke markerne. Der var et script der skyggede for solen. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Derinde bag skoven.

Er du på den anden side af havet? Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. Det er vinden gennem sivene.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Hvad vil disse knuste sætninger? Afsindighed. Udsalgsvarer. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.