Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Oppe på bakken. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.