Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg læste dine linjer. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Derinde bag skoven. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.

Jeg sejler: alting sejler! Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Der var noget som.