Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Træerne. Træerne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Tågen i skovene i udsigten.

Sådan svarede du. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.