Du, du. Når du siger mit navn, svarer min krop. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Ikke. Derinde bag bjergene. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?