Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Som at lade tungen føle, slynge, smage. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Der var noget som åbnede sig. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Badeferien. Årene.

Regnvejrsmeteor. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Var jeg? Diamanterne. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Nede ved havet. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Jeg skriver dagen igang, stille. I det mørkeste, søvnen bag dagen. Sort. Det her er ingen leg. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Sidst, i morges. Skyen skjulte noget for fuglene. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Kan jeg være? Oplæsning for intetheden. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Kan jeg skrive sådan? Og vi. Og en anden dag: Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Giver det mening? Jeg forsvinder.

Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Var det skovene du kom fra? Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Ord. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg går bare og venter på den milde måne. Jeg ikke det der. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Nordlysets sitren i din stemme. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. I natten, en fjern stemme, søvn. Var det skovene du kom fra? Sad jeg alene? Dine diamanter lyser i min mund.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Land. Blå.

Jeg er på den anden side af havet. At klæde sig. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Jeg i dit hjerte. Vi, med det stille. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Der er en som dresser up til dans. Dette tilfælde: Du lod himlen hvile. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning. Skoven forvandler sig til lysning og vand. Havde du en sten? Uden grund. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Du må ikke forsvinde. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Omkring de tøvende stjerner, tingene. Har vi de samme øjne? Bag øjnene sidder en lampe og ser.