Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Skrid, svarede du. Vi har hverken gardiner eller travlt. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Sad jeg alene? Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Derinde bag skoven. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Ikke søge ly i den flod.

Hvad vil disse knuste sætninger? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Udsigten var håbløs. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Stille?

Bagefter sad jeg i timer og læste. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Notesbog. Beskydning. Jeg ryster en tilfældig bog. Ok, svarede du. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Hver dag gled med mig videre.

Stjernekontinent. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! I bussen skrev jeg en sms til dig. Træerne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Luften og jordens sange. Og stoffernes sammensmeltninger. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg læste dine linjer. Vidste du det? Jeg læste i aviser, i glemslen. Indimellem sagde du nogle ord. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Lå vi.

Dine diamanter lyser i min mund. Den skrøbelige. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Og stoffernes sammensmeltninger.

Intimiteten i skriften. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Der var noget som åbnede sig. Jeg, tøvende. Altid er det dette langsomme blik. Glashænder. At klæde sig. Stod imod, men skrev: intet. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward:

Du må forsvinde. At en verden. Et brev. Der i kroppen. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Dagene. Ugerne. Vennerne. Land.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

I huden. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Vi, hudløse.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!).

Landet smuldrer, smuldrer. Jeg sad alene i solen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Hvilken nat fulgte efter natten? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Og en anden dag: Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene.