Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. En flamme slog op af min hals. Dine sætninger. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum.

Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Du, solen. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Sådan svarede du.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Farvede ordene milde. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Min ene pen er rød og den anden sort.

Stod imod, men gjorde intet. Der var noget som åbnede sig. Jeg synes dit langsomme morgenface er nice. Brev i april. At tale var blevet uoverskueligt. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Kan jeg skrive? Muren omkring ordene. I bussen skrev jeg en sms til dig. Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Bagefter sad jeg i timer og læste. Brev i april. Brev i april.

Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!). Bag træerne. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Grå. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Trak jeg de yderste bjerge? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Jeg har skrevet et kort til dig.

I læberne og i huden.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Stjernekontinent. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet.

Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger.

Det dybeste af alt er huden? Ikke floderne i ørerne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg skrev mig vild i de dage. Det var ikke skovene jeg kom fra. Og ord. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Landskab?

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Senere i vores linje.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Afsindighed. Udsalgsvarer. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Jeg skriver dagen igang, stille.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Skriv i dine læber. Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Jeg var nøgen i de dage. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. De bløde bakker udenfor byen. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Har vi de samme øjne? I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.