Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. De bløde bakker udenfor byen. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Er det? At lytte gav ikke længere mening.

Ikke var muligt at komme derud. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. At lytte gav ikke længere mening.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Har vi øjne? At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener.

I dagen var en nær stemme næsten vågen. Stjernekontinent. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Blæste det virkeligt? På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Om andre byer, andre verdener. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Som i morges.

Sådan svarede du. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg lyttede til dit hjerte. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Gik vi igennem bjerge af langsommelighed?

Ude ved fabrikkerne.

Kan jeg skrive sådan?

Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Kan jeg skrive sådan? Farvede et sår i dit første ord. Sætningen løb videre igennem kæben. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Bagefter sad jeg i timer og læste.

Vidste du? Senere i vores linje. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Kan skriften være genert?

For hvert lag af betydning i stenene. Vi taler om andre betingelser for nærvær. En flamme slog op af min hals. Gennem hullet i hegnet. Du foldede dig ind i mine ord.

Skriv mig ind i dine læber. Sammen lå vi og kortlagde:

I. Rifterne. Jeg hviskede ind i din drøm. I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Dette tilfælde: Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Nede ved havet. Når du siger mit navn, svarer min krop. Stenene og træernes sange.

Du mod de kommende kyster. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Træerne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Du må ikke forsvinde. Det var før du. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.