Du skrev ikke længere. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud.

Sådan her sejlede mine nætter.

Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. I det mørkeste, søvnen bag dagen. Jeg sejler: alting sejler! Der hang en nice frugt og dinglede. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg drak det tørre. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere.

Skrid, svarede du. Det her er ingen leg. Ordene flår i det inderste. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Ordene flår i det inderste.

Jeg prøver at tegne dine sætninger. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Under den grå, grå himmel.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Træk sletterne helt ned til klipperne. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Glashænder. Jeg skriver dagen igang, stille. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg skrev intet ned i den periode. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den periode.

Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den periode.

Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den periode.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. En regning. Snestorm. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Som i morges. Sandøjne. Skyen skjulte noget for fuglene. At forvandle dette rum til et andet. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg ville dig.

Nu sejler jeg bare i version ..

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Vidste du det? Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Min ene pen er rød og den anden sort. Skyen skjulte noget for fuglene. Ikke floderne i ørerne.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden.

Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Et brev. Taster en sætning i mørket, i lyset.

At forvandle dette rum til et andet. Sådan noget. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. I hver nat gled rester af betydning med dig videre.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.