En flamme slog op af min hals. Jeg på din hud. Har vi de samme øjne? Ikke den flod. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Jeg elsker at se dig. Ude ved fabrikkerne.

I sollyset, en ædelsten. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Du siger noget. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Jeg i dit hjerte.

I dagen var en nær stemme næsten vågen. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Var det skovene du kom fra? I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Det gør ikke noget.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg var nøgen.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Jeg havde dig. Det dybeste af alt er huden. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Dansende, legende, lyttende. Har vi forskellige øjne?

Et genert, et intimt rum. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg forsvinder. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Solens sind. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Sandstorm. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Brændte det friske løv virkeligt? Nordlysets sitren i din stemme.

Var det skovene du kom fra? I bussen fulgte en samtale fraværet op.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Land. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Det var ikke skovene. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Træerne. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Sad jeg? Afsindighed. Udsalgsvarer. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Jeg læste i aviser, i glemslen.

Farverne.

Du må ikke forsvinde. Var sætningerne et skred af betydning? Stolen jeg sad på knirkede i solen. De yderste kyster, en grøn sten. Nu skriver jeg igen på det stille.

Stolen vipper. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Mail i november.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Asfalt. Ubeslutsomhed.

Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Som at skrive i nye aviser. Sætningerne er en ørken. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Det var før du. Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Pludselig

Havde du kysset en anden? Jeg lyttede til dit hjerte. Farvede lidt sort i din ørken. Silicium. Solens pind. Den sindssyge himmel.

Bøgerne var de eneste. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.