Jeg hader at vågne og se dig vågne. Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Om andre universer, andre stjernesavn. Byen. Ordene, små toppe af skum. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Bøgerne var de eneste. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Det generte i skriften. Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno.

Dine sætninger. Der hang en nice frugt og dinglede. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning.

Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Grå. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Jeg skriver natten i gang, stille.

Skrid, svarede du. Var jeg? Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Diamanterne. Gennem hullet i hegnet. I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more).

Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Den sindssyge himmel. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne.

Stolen jeg sad på knirkede i natten. Det generte i skriften. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Gennem hullet i min hjerne.

Der var noget som gled med videre. Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?

Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over.

De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Tingene tøver. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Verden og dens lytten til sig selv. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.