Sætningerne er en ørken. De matte hemmeligheder inde i træet. Brændte det friske løv virkeligt? Den afklarede himmel. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Og en anden nat: Hvis jeg ville have dit blik. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Der var noget som. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Da jeg lyttede blev jeg bange.

Var det skovene?

I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more).

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Så var der en, der lyttede til skovene.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

Stolen jeg sad på knirkede i solen.

I bussen fulgte en samtale fraværet op. Det handler om. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Glasdråbehænder. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Hvad skulle glemmes? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Brændte det friske løv virkeligt?

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Regnvejrsmeteor. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Det er wack! Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen. Dine. I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.

Blå. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.