Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Oppe på bakken. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspu

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

I læberne i huden. Stod imod, men skrev: intet. Hvilken nat fulgte efter natten? Sætningerne er. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Skyen skjulte noget for fuglene. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Mørket kaldte vi mørket. Derinde bag skoven. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Skyen skjulte noget for fuglene. Skyen skjulte noget for fuglene. Skyen skjulte noget for fuglene. Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Jeg læste i aviser, i glemslen.

Farverne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Nede ved havet. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Jeg skriver natten i gang, stille. Har vi de samme øjne? I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Ordene, syrlige rifter af blod. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Du må ikke forsvinde. Kan skriften være genert? Dansende, legende, lyttende. På et stort stykke hvidt papir. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg skriver natten i gang, stille. Kan jeg skrive? Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Du trak mig med til de yderste bjerge. Du trak mig med til de yderste bjerge. Du trak mig med til de yderste bjerge. Du trak mig me

Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. De vigtigste. Derinde bag ordene. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg og dit hjerte. Udsigten var håbfuld. Hvad?

Dette langsomme blik imod stenene.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Ikke var nice i provinsen. Hvirvlende, stirrende, syngende. Den højrenationale himmel.

I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng.

I dine bøgers tomhed går sole op og sole ned: whatever: shine on you crazy diamond! Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror. Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over.

Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Dine diamanter lyser i min mund. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Vi er et party.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Noter. Beskrivelser. Noter. Beskrivelser. Der var noget som. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Noter. Beskrivelser. Nu skriver jeg igen på det stille. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes

Som at skrive i koder. Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over. Der hang en nice frugt og dinglede. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Dagene alene på landet. Ikke var muligt at komme derud. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Der løber ord ud af min hud. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav.

Jeg har skrevet et kort til dig. De yderste kyster, en grøn sten. I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Når du ringer, hører jeg det ikke.

Stenene og træernes sange. Kullet. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Farvede et sår i dit første ord.