Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Sætningerne er. Lyskrydset. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste.

Noter. Beskrivelser. Jeg var nøgen i de dage.

Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Du i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys.

Mine linjer kommer igen. Jeg var nøgen i de dage. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi har øjne.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg hader at vågne og se dig vågne. Der var noget som. Sandet. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Var det skovene? Og en anden dag:

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sammen lå vi og kortlagde: Regnvejrsmeteor. Vi har hverken gardiner eller travlt. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Vi har øjne. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Vi har hverken gardiner eller travlt. Vi har hverken gardiner eller travlt. Vi har hverken gardiner eller travlt. Vi har hverken gardiner eller travlt. Vi har hverken gardiner eller travlt. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Vi har hverken gardiner eller travlt. Vi har hverken gardiner eller travlt. Vi har hverken gardiner eller travlt. Vi har hverken gardiner eller travlt. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv.

I det mørkeste, søvnen bag dagen. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Trak jeg de yderste bjerge? Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud.

Det er aldrig det hurtige blik. Jeg skriver dagen igang, stille. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende.

Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende.

Som at skrive i nye aviser. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Jeg har skrevet et kort. Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen. Oplæsning for intetheden. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. I hver nat gled rester af betydning med dig videre.

Alting bag alting. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Regnen, vinden imellem dine læber. Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys. De bløde bakker udenfor byen.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg forsvinder ikke.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Et hav. Og ord, og ord, og. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Som at lade tungen føle, slynge, smage. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Odense, Esbjerg, Roskilde. Regnvejrsmeteor.

Kan jeg smile i dine sætninger?

Du i mit vindue.

For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Hver morgen: Wow! Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.