Hav d. 17.04.12 14.30.55 til 14.32.53

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Var det bare regnen? Her er dagen allerede langt foran mig. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol). Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig.

Her er dagen allerede langt foran mig. Farvede lidt sort i din ørken. Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig.

Her er dagen allerede langt foran mig. Her er

Hav d. 17.04.12 14.27.48 til 14.30.51

Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Tågen i skovene i udsigten. Markerne, du? Her er natten allerede et stort show. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket.

Landskab d. 17.04.12 14.24.32 til 14.27.45

Hvor længe havde du drevet i vinden? Skitser. Udflåd. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Og en anden dag: Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Hav d. 17.04.12 14.21.24 til 14.23.47

Har vi forskellige øjne? Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Tidligere: at følge dig blik. Vi har øjne.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.