Jeg hader at vågne og se dig vågne. Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Om andre universer, andre stjernesavn. Byen. Ordene, små toppe af skum. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Bøgerne var de eneste. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Det generte i skriften. Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno.

Dine sætninger. Der hang en nice frugt og dinglede. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning.

Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Grå. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Jeg skriver natten i gang, stille.

Skrid, svarede du. Var jeg? Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Diamanterne. Gennem hullet i hegnet. I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more).

Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Den sindssyge himmel. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne.

Stolen jeg sad på knirkede i natten. Det generte i skriften. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Gennem hullet i min hjerne.

Der var noget som gled med videre. Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?

Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over.

De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Tingene tøver. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Verden og dens lytten til sig selv. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Der var intet. Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!). Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Farvede lidt sort i din ørken. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg prøver dette tilfælde.

Solens sind. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt.

Intimiteten i skriften.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Det er bare. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. For hvert lag af betydning i stenene. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.