Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Land. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Det var ikke skovene. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Træerne. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.