Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.
Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg er på den anden side af havet. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.
En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Intimiteten i skriften
Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Afsavn. Udsagn. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:
Brev i april. Et brev. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Ordene, små toppe af skum. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.
Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.
Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.
Bøgerne hvilede omkring kaffen. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:
Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.
Jeg fandt en linje et sted under min reol.
Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.
Bøgerne hvilede omkring kaffen.
Uforståelige sætninger at klæde sig i Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.
Hvor vil det ødelagte sprog hen? Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene De vigtigste. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.
Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Var jeg stille? I bussen skrev jeg en sms til dig. Du må ikke forsvinde. Om andre byer, andre verdener.
I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.
Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Sådan svarede du. Kan skriften være genert? I dine læber. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?