Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg læste i aviser, i glemslen.

For hvert lag af betydning i det strømmende sand. At tale var blevet uoverskueligt. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Jeg prøver dette tilfælde.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Du siger mit navn. Brændte det friske løv virkeligt? Da jeg lyttede blev jeg bange.Da jeg lyttede blev jeg bange. Da jeg lyttede blev jeg bange. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Du må ikke forsvinde. Jeg var nøgen i de dage. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Og en anden dag:Og en anden dag: Altid er det dette langsomme blik. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sådan noget. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Altid er det dette langsomme blik. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Det her er ingen leg. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Nordlyset tøver i vores stemmer. Et genert rum, et intimt rum. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Sætningerne er en ørken. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Oppe på bakken.

Kullet. Og en anden dag: Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab.