Solstorm. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Indimellem sagde du nogle ord.

Kan jeg skrive sådan? Senere i dine øjne. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Var disse linjer virkeligt virkelige? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Stod imod, men skrev: intet. Om andre byer, andre verdener.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. …brb… Sådan her sejlede mine nætter.Sådan her sejlede mine nætter. Sådan her sejlede mine nætter. Sådan her sejlede mine nætter.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Jeg var nøgen i de dage. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Jeg var nøgen i de dage.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Stille? Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Var det markerne du kom fra?

Senere i dine øjne. Ring til mig uden grund. Jeg sejlede omkring på alt.

Du kom fra? Rundt på tingene.

Land. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger.

Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Rød. Der var intet som skulle glemmes. Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Intimiteten i skriften Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Et brev. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Solstorm. Der hang figner henover udsigten.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Af alt det lysende, reflekterende, matte. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.