Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Udsigten var håbløs.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Stjernekontinent. Var der virkelig ild et sted? Jeg skrev mig vild i de dage.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Solens sind. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Jeg læste dine linjer Hvem var det, der skrev: Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Noter. Beskrivelser. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Intimiteten i skriften Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. På en rude. For hvert lag af betydning i stenene. At forvandle dette rum til et andet. Bøgerne hvilede omkring kaffen. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Hvad tæller du til? Dine diamanter lyser i min mund. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Hvem var det, der skrev: Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Jeg har skrevet et kort til dig. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre