Jeg læste dine linjer Jeg har skrevet et kort til dig. Det er bare. Jeg skrev mig vild i de dage. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant I bussen skrev jeg en sms til dig.

Der var intet som skulle glemmes.

Træk mig helt ned. Du siger noget. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.

Sådan svarede du. I min mund. Der åbnede sig.

Sådan noget. Hver morgen: Wow! Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Det ,der hænger. Der var noget som åbnede sig.Der var noget som åbnede sig. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Sandet. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Verden og dens lytten til sig selv. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Brev i april. Jeg læste i aviser, i glemslen. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Jeg skriver dagen igang, stille. Der er en som dresser up til dans. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. At lytte gav ikke længere mening.

Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind.

Solstorm. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl.Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.