Kan jeg skrive sådan? I bussen skrev jeg en sms til dig. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Glashænder. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Et genert rum, et intimt rum.

Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Trak du de yderste bjerge?

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Det?Det? Det? Oplæsning for intetheden. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Bordet vipper. At forvandle dette rum til et andet.

Der var et script der skyggede for solen. Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!). Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Jeg sejler: alting sejler! Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Du havde tabt en linje i min drøm. Brændte det friske løv virkeligt? Var sætningerne et skred af betydning?

Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Træerne. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd.

Udsigten var håbfuld. Den sindssyge himmel.

Lyset afventer afgang. I bussen var der en, der gik ud af sig selv. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Jeg synes dit langsomme morgenface er nice. Var jeg stille? Vi er et party. Det dybeste af alt er huden?

Under den blå, blå himmel. Du, solen. En. Der er en som dresser up til dans.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Diamanterne.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Nordlysets sitren i din stemme.

Da jeg lyttede blev jeg bange. Du kan være i dette landskab. Da jeg lyttede blev jeg bange. Et hav. Muren omkring ordene. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Omkring de tøvende stjerner, tingene.

Vi, med det stille. Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg har plads i min hud.

Hvad? Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.