Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Oppe på bakken. Du kan være i dette landskab.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Det var ikke markerne jeg kom fra. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

På en rude. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Kan jeg skrive sådan? Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Du må ikke forsvinde.

Jeg forsvinder ikke. Og vi vågnede. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Kan jeg skrive sådan? Der var intet som skulle glemmes. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Stod imod, men skrev: intet. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg læste i aviser, i glemslen. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

Har vi de samme øjne? Jeg læste dine linjer På en rude. Øjne af regn fra det travle. Jeg sad alene i solen. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Der var intet som skulle glemmes. Jeg havde endnu ikke mødt dig.