Under den blå, blå himmel. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Du, du. Sætningerne er et hav. Ring til mig uden grund. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Hvad skulle glemmes?

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Nordlysets sitren i din stemme.

Skyen skjulte noget for fuglene. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Som at læse glemte aviser. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Sandstorm. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Var jeg stille? Nordlysets sitren i din stemme.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Kalken. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Kan jeg skrive sådan? I bussen skrev jeg en sms til dig. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Glashænder. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Et genert rum, et intimt rum.

Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Trak du de yderste bjerge?

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.