I læberne og i huden. Under den blå, blå himmel.

På den del af nattens stilhed. Af alt det lysende, reflekterende, matte. I læberne og i huden. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Sådan noget.

Det her er ingen leg. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Det gør ikke noget.

Notesbog. Beskydning.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Der var noget som åbnede sig. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Jeg var nøgen i de dage.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Du siger noget.

Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Det giver mening. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Er du på den anden side af havet?

Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne.

Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Solstorm. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Indimellem sagde du nogle ord.

Kan jeg skrive sådan? Senere i dine øjne. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Var disse linjer virkeligt virkelige? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Stod imod, men skrev: intet. Om andre byer, andre verdener.