Dagene. Ugerne. Vennerne.

Alting ligger bag alting. Ordene, syrlige rifter af blod.Ordene, syrlige rifter af blod. Ordene, syrlige rifter af blod.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Brændte det friske løv virkeligt?

Luften og jordens sange. Der løber ord ud af min hud. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Skrid, svarede du. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?” Du havde tabt en linje i min drøm.

Hvem var det, der skrev: Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.