Solstorm. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Sætningerne er et hav. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Afsavn. Udsagn.

Ikke søge ly i den flod. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Ikke søge ly. Sætningerne er et hav. Altid er det dette langsomme blik. Jeg sad alene i solen.

Vores land. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? I bussen skrev jeg en sms til dig. Du må ikke forsvinde. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Du må ikke forsvinde. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Kan jeg skrive sådan? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Der var intet som skulle glemmes. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Sad jeg alene? Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Jeg skrev mig vild i de dage. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

På en rude. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Når du siger mit navn, svarer min krop. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.