Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Derinde bag skoven. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Afsavn.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Et brev. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Dine sætninger. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Rifterne. Og en anden dag: Du må ikke forsvinde. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Det handler om overfladen.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Ikke søge ly.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Dine sætninger. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Ordene, små toppe af skum. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Glashænder. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Jeg var i din krop, og du?

Jeg er på den anden side af havet. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Bordet vipper. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Et genert rum, et intimt rum. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Dine diamanter lyser i min mund.Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Det var ikke markerne jeg kom fra. Du siger noget om solen.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Mørket kaldte vi bare for mørket. Du må ikke forsvinde. Sætningerne er et hav. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Luften og jordens sange. I bussen skrev jeg en sms til dig. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Når du siger mit navn, svarer min krop. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).