På en rude. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Når du siger mit navn, svarer min krop. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Gennem hullet i hegnet.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Stjernekontinent.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Dette langsomme blik imod stenene.

Oplæsning for intetheden. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Dagene. Ugerne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

For hvert lag af betydning i stenene. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Solstorm. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Udsigten var håbløs. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Dagene. Ugerne. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Den sindssyge himmel. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. På et stort stykke hvidt papir. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Dine diamanter lyser i min mund. Vores land. Dine sætninger.

Tågen i skovene i udsigten. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Uforståelige sætninger at klæde sig i. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Har vi de samme øjne? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?