Jeg skriver dagen igang, stille. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Stod imod, men skrev: intet. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Har vi de samme øjne? Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Solstorm. Ilden. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?