Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Det var ikke markerne jeg kom fra. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Skriv mig ind i dine læber.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. På et stort stykke hvidt papir. Skyen skjulte noget for fuglene. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Derinde bag skoven. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Afsavn.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Et brev. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Dine sætninger. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Rifterne. Og en anden dag: Du må ikke forsvinde. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Det handler om overfladen.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Ikke søge ly.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Dine sætninger. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Ordene, små toppe af skum. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Glashænder. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Jeg var i din krop, og du?

Jeg er på den anden side af havet. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Bordet vipper. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.