Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Ikke var muligt at komme derud. På en rude. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Under den blå, blå himmel.

Det var før du kunne forsvinde. Du ville sige noget, du tav.

Sådan er det. Intimiteten i skriften

Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Kan jeg skrive sådan? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.

Oppe på bakken.

Tågen i skovene i udsigten. Grå. Vidste du det? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Sådan er det. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg skriver dagen igang, stille.