Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Det handler om overfladen. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg er på den anden side af havet. Det handler om overfladen. Rifterne. Du må ikke forsvinde.

Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Et genert, et intimt rum. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Ikke glemme. Er du på den anden side af havet? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. På havet. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Det giver mening. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Træk mig helt ned. Din kjole går op i øst og ned i vest.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Er du på den anden side af havet?

Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Diamanterne. Der var noget som åbnede sig.

Luften og jordens sange. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Det handler om overfladen.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Oppe på bakken. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Det gør ikke noget. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).