Det gør ikke noget. Kan jeg være i dette landskab? Og vi vågnede. Træerne. Vores land. Var det skovene du kom fra? Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sætningerne er et hav. Var det skovene du kom fra? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Vores land. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Bag træerne. Det gør ikke noget. Jeg forsvinder ikke. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Udsigten var håbfuld. Her er dagen allerede langt foran mig.

Det handler om overfladen. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg har skrevet et kort til dig. Sådan er det. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Mørket kaldte vi bare for mørket. Bag træerne. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Afsavn. Udsagn. Jeg læste dine linjer Farvede ordene milde. Dagene. Ugerne. Vennerne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold.

At tale var blevet uoverskueligt. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Det er bare. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! Dette hurtige blik imod vandet. Det gør ikke noget. Under murbrokkerne. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys.

Om andre lande, andre folk. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

På en rude. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Det var ikke markerne. Mørket kaldte vi bare for mørket.