Nordlysets sitren i din stemme. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.
Der var intet som skulle glemmes. Kan jeg være? Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.
Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.
Jeg skriver dagen igang, stille. Solstorm. Muren omkring ordene. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Jeg skrev mig vild i de dage. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.
Hvor vil det ødelagte sprog hen? Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Sådan svarede du. Var jeg stille? Jeg læste dine linjer
Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Ring til mig uden grund.
Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Mørket kaldte vi mørket. Når du siger mit navn, svarer min krop. De vigtigste. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Bøgerne tegnede deres egen retning.
Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. At forvandle dette rum til et andet. På den del af nattens stilhed. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine.
Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Som at læse glemte aviser. Sådan noget.
Da jeg vågnede, var jeg sikker: Her er dagen allerede langt foran mig. Hvem var det, der skrev: Dine sætninger.
De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.
Uforståelige sætninger at klæde sig i. Rifterne. Luften og jordens sange.
Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; At tale var blevet uoverskueligt.
Var det markerne du kom fra?
I bussen skrev jeg en sms til dig. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Vores land. Et brev. Tågen i skovene i udsigten. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;
Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig.
Dagene. Ugerne. Vennerne. Det gør ikke noget. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Var det markerne du kom fra? Jeg læste dine linjer Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.