I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Nu er der en uro i kroppen. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Der hang figner henover udsigten.

Afsavn. Vi bliver verden. Du må ikke forsvinde.

Det er vinden gennem sivene. Vi har de samme øjne. Ikke den flod. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Vi i det glitrende. Du trak mig med til de yderste bjerge. Bagefter, henover en tøven.

Giver det mening? Det gør noget. Der hang figner henover udsigten. Et wack rum, et rum for stars. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Rifterne, rifterne. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Træerne. Natten er trans, dagen er trans. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Var dine drømme imellem læber?

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Du må ikke forsvinde.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Sådan her. Dine sætninger. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Stod imod, men skrev: intet. Var disse linjer virkeligt virkelige? Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Derinde bag skoven. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler.

Vi, øjne? I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Øjne af regn fra det travle. Hvirvlende, stirrende, syngende. Vi stod derinde. Hver dag fyrer vi op under planeterne.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Dette langsomme blik imod stenene. Bag diamanterne. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.