Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).
Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.
Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Det handler om overfladen. Jeg tror, du havde glemt den der. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.
Alting ligger bag alting.
Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Er du på den anden side af havet? Bag træerne. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?
Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.
Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Stjernekontinent.
Kan skriften være genert? Ordene, små toppe af skum. Jeg forsvinder ikke. Jeg læste i aviser, i glemslen.
Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Intimiteten i skriften Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.
Om andre byer, andre verdener. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker.
Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud.
Afsavn. Et genert rum, et intimt rum. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:
Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. I bussen skrev jeg en sms til dig. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen.
Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.
Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg skriver dagen igang, stille. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.
Så trak dagen langsomt på øjne. Du må forsvinde. Ring til mig uden grund.
Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.