Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Når du siger mit navn, svarer min krop. Ord. Muren omkring ordene.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Det var før du kunne forsvinde. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Dagene. Ugerne. Vennerne. Der var noget som åbnede sig. Et brev. At tale var blevet uoverskueligt. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Og en anden dag: Her er natten allerede langt bag mig. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Dagene. Ugerne.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Var det skovene du kom fra? Uforståelige sætninger at klæde sig i. Rifterne, rifterne.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Dine diamanter lyser. Det er bare. Jeg på din hud. Et brev. Har vi de samme øjne?

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Sådan er det. Og en anden nat: Et genert rum, et intimt rum. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Sad jeg alene?

Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op.

Solens sind. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.