Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.