Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Jeg skrev mig vild i de dage.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Når du siger mit navn, svarer min krop. For hvert lag af betydning i stenene.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Du må ikke forsvinde.

Det er hvert eneste streetview fyldt op af vores arme og ben. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Ord. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Der var intet som skulle glemmes. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Ring til mig uden grund.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Muren omkring ordene. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Kan jeg skrive sådan? Bag træerne. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Intimiteten, skriften.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Sætningerne er et hav. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg bladrer i en tilfældig bog. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Jeg skriver dagen igang, stille.

Jeg har skrevet et kort til dig. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

At forvandle dette rum til et andet.