Dagene. Ugerne. Vennerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg skriver dagen igang, stille.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Glashænder. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg har skrevet et kort til dig.

For hvert lag af betydning i stenene. For hvert lag af betydning i stenene. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Intimiteten i skriften

Farvede ordene milde. Ordene, små toppe af skum. Sandet. Jeg skriver dagen igang, stille. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Intimiteten i skriften Det er bare. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sådan svarede du. Det er bare. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Jeg skrev mig vild i de dage. Ordene, små toppe af skum. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Der lå figner på jorden. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Noter. Beskrivelser. Udsigten var håbløs. Sådan noget. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

For hvert lag af betydning i stenene. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Lysene lyste. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Hvem var det, der skrev:

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Uforståelige sætninger at klæde sig i Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg skrev intet ned i den periode. Sådan svarede du.