Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg har skrevet et kort til dig. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Noter. Beskrivelser.

Solstorm. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Der var noget som åbnede sig.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg skrev intet ned i den periode. Oplæsning for intetheden. Det er bare. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Min ene pen er rød og den anden sort. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Om andre byer, andre verdener.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Sandet.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden?

Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Blæste det virkeligt? På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Jeg læste dine linjer Solstorm. Dagene alene på landet. Stjernekontinent. Det er bare. Bordet vipper.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Stjernekontinent. Når du siger mit navn, svarer min krop. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Sætningerne er et hav. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Farvede ordene milde. Jeg skriver dagen igang, stille. Brev i april.

Noter. Beskrivelser. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Hvad skulle glemmes? Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Du må ikke forsvinde. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.