Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Der var noget som åbnede sig.

På et stort stykke hvidt papir. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det her er ingen leg. Vi har hverken gardiner eller travlt. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Intimiteten i skriften Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.