Jeg fandt en linje et sted under min reol. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Hvad skulle glemmes? Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Ved den smuldrende beton. Der hang en nice frugt og dinglede. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Kan jeg skrive sådan? Ring til mig uden grund. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Kan jeg være i dette landskab?