Ordene flår i det inderste.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Noter. Beskrivelser. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Sådan svarede du. Vidste du det? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Det var før du kunne forsvinde.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Der hang figner henover udsigten.

Derinde bag skoven. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Tågen i skovene i udsigten. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Bøgerne varslede en kommende tid. Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Sms i den lysende sommer.

Om andre byer, andre verdener. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Noter. Beskrivelser. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sandøjne. Du havde tabt en linje i min drøm. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Vidste du det? I bussen skrev jeg en sms til dig. Og vi vågnede. Dine diamanter lyser i min mund. Det dybeste af alt er huden? Sad jeg alene?

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg var nøgen i de dage. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

De vigtigste. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Skriv mig ind i dine læber. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Vi har de samme øjne. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.